Koret

DØBEFONTEN er af sten, hvilket er det oprindelige for romanske kirken; den symboliserede den sten som Moses slog vand af i ørknen. Vores døbefont var en overgang meget skåret og ødelagt, men den er nu klinket sammen og restaureret, så den ser rigtig ud. I førreformatorisk tid stod døbefonten nede ved indgangen til kirken, fordi dåben på samme måde markerede indgangen til Gudsriget. Dåbsfadet er kun fremme i forbindelse med gudstjenester.

KORET er adskilt fra skibet med en triumfbue i rundbuestil af tilhugne kvadre, hvis farver i vores kirke er valgt med en særlig omhu. Koret, som oprindeligt var forbeholdt præsteskabet, er meget mindre end skibet og næsten kvadratisk, hvilket også er typisk for romanske kirker.

På samme måde er ALTRET typisk for den romanske stilperiode. Det er bygget af kvadre, som har skullet symbolisere den sten som jøderne forkastede, men som nu er blevet hovedhjørnesten. Der har formentlig været et relikviegemme i altret, hvor man har opbevaret helgenrester.